Grejdalsløbet - ET MEGET hårdt løb.

Dagen der på…..

Har fået det hele lidt på afstand og tankerne lidt på plads. Det er kun kroppen, der stadig er træt og øm.
Det var lidt af en tur, for min krop ville slet ikke samarbejde. Normalt er jeg opsat og fokuseret på et kommende løb, men ikke denne gang. Der havde været så meget andet, i løbet ad ugen, at mine tanker var alle andre steder, og slet ikke til stede under løbet.

Min krop var fysisk og psykisk udmattet, på forhånd. For det havde været et par stressende uger for inden også havde jeg simpelthen over trænet den. For min måde at stresse af, er at cykle.

Samt det med maden inden løbet, ikke lige havde været det jeg havde prioteret højst. Men det er nogen af de hårde lektier, man lære undervejs i processen, som cykelrytter.
Det er ikke kun at kunne cykle, det kan (næsten) alle. Der er også kosten, kroppen og sindet, der skal være i orden. Hvis man vil kunne klare at køre cykelløb.

Løbet i sig selv var super fedt og vel organiseret.
Vejret var som vejret nu engang er, under løbene i år. Med sol, masser af vind, regn og hagl.

Men alle de bakker, puha, nogen af dem trak tænder ud.
15 bakker på 140km ruten, og den værste var Kiddesvej på 19% - Den gik jeg op ad.

Turen. 
Vækkeuret ringede kl.05:00 – Gaaabbb, det var meget tidligt, men op kom jeg og fik indtaget morgenkaffen og maden. En rugbrødsbolle med nutella. Ved godt mange spiser havregryn/grød, men det er ikke ligefrem min favorit.
Kl.06:30 blev jeg hentet, af en fra klubben. Som jeg kørte med over til Vejle, hvor løbet blev afholdt.
I Næstved og vejen til Storebæltsbroen regnede det og til tider ret kraftigt. Men heldigvis for blev det, i første omgang, på Sjælland.

Da vi ankom til Vejle og Grejsdalsløbet skinnede solen.
Jeg fik hentet start nummeret og gjort klar til start. Samt mødtes med vennerne fra klubben.
Vi havde egentlig start kl.10, men kl.09:45 cyklede vi ud af startboksen i solskinsvejr.
Man kunne godt mærke, at de virkelig havde gjort noget ud af løbet. Vejene var spærret af, og trafikken blev tilbageholdt, når vi kom drønene over vejene. Samt der var både race marchalls, service biler og samaritter, som kørte rundt under løbet.
Det første stykke vej, ud af byen, gik det fint. Vi fulgtes med en stor gruppe.

Ude på landet kom vinden, og man kunne se de truende skyer. Regnen var på vej.
Inde i skoven kom de første bakker. Det var ikke så slemt, og selvom jeg bestemt ikke følte mig klar, til hverken løbet eller bakkerne. Kom jeg fint op ad dem.

Efter ca. 34km kom Munkebjergbakken. Den havde jeg set optagelser fra, på youtube, og viste hvornår den kom. Så var forberedt og syntes egentlig ikke den var særlig slem. Samt den kom i starten, hvor ens krop er frisk og lige blevet varmet op. Måtte dog op og stå på det sidste stykke af bakken.
På toppen kom det første depot.

Der var sindsygt mange mennesker, det var der faktisk på hele ruten.
Det var lidt ligesom til Tøserunden, der var cyklister alle steder.
Her var der dog stillet stativer, hvor man kunne stille cyklen, mens man fik sig lidt at spise og drikke.

Jeg gjorde dog turens første og MEGET dumme fejl her. For var egentlig ikke sulten eller tørstig. Så spiste kun et stk agurk. Havde RedBull i drikkedunkene, blandet med lidt vand. Så mente ikke det var nødvendigt med, at få spist og drukket endnu. Det var det dog, og det fik jeg kraftigt at mærke senere.

Nå men videre gik turen, ud i det bugtede landskab, med både op og ned ad bakker. For hver gang man nød en kraftig ned ad bakke og fik hvilede benene lidt, viste man bare at for enden kom der en lige så kraftig op ad bakke.

Efter et stk tid kom vi tilbage til Vejle, og den bakke som jeg havde hørt om, men egentlig ikke bekymret mig om, eller lige læst på sedlen om, hvornår kom. Tårnede sig pludselig op foran mig.

Vi havde god fart på ned ad bakke, men for enden skulle vi bremse og hårdt til højre, og der kom den så – Kiddesvej. Det var som at kigge ind i en mur. Man kiggede op og op og op og den blev bare ved og ved.

Jeg havde ellers hjemmefra sagt, at jeg nægter at gå op ad bakkerne. Men den sætning måtte jeg ta i mig igen. For der var No way, at jeg kunne cykle op ad den bakke. Så stod af og trak op ad den. Hvilket faktisk også er ret hårdt, når man går i cykelsko.

Men op kom jeg, lettere misundelig på alle dem der cyklede op ad den, og med et lille knæk i selvtilliden. Heldigvis var jeg ikke den eneste der gik.

En anden ting, der også var super hyggeligt ved løbet, var alle de mennesker der stod ved vejene og heppede på os. Man kunne virkelig mærke, at det var en stor begivenhed.
På toppen kom jeg op på cyklen og videre.
Men her begyndte kroppen bare ikke at ville samarbejde, det var som om alt energien var drænet fra min krop.

Jeg var træt, gnaven, havde ondt og bare ingen energi. Det var som om jeg slet ikke psykisk var til stede. De næste bakker var et maridt, og da vi nåede de 60km og jeg måtte gå op ad endnu en bakke. Var jeg MEGET tæt på at smide håndklædet i ringen. For orkede ikke mere og vi var kun halvvejs.

Men heldigvis vandt min stædighed, for der var No way at jeg skulle opgive. Så midt i den værste haglbyge og med udsigt til den næste slemme bakke. Stoppede jeg op for at få tanket energi.

Problemet var nemlig, at jeg havde glemt at drikke og spise, og med alle de bakker, skal der seriøs energi til, i for af væske, energibar mm. Så bællede en halv flaske Redbull, som jeg havde i min drikkedunk og spise en halv pakke druesukker.
Det hjalp og den næste bakke blev klaret på cyklen.
Det næste stykke vej, gik det rimeligt. Jeg klarede bakkerne og drønede ned af dem igen.

Ved det næste store depot, huskede jeg at få spist noget. 2 chokolade muffins røg indenbords og jeg fandt et sted at sidde ned, ahhh det var godt.
Samtidig skinnede solen igen, så man kunne mærke at den varmede lidt.

Efter en lille pause gik turen videre, nu var der efterhånden ikke langt igen. Men ved de sidste bakker var jeg bare helt brugt op, og måtte gå op ad dem. For selvom jeg havde fået spist og drukket noget, så var depoterne og energien simpelthen brugt op.

Jeg gik op ad i alt 4 bakker. Bestemt ikke noget jeg er stolt af, men trøster mig med, at jeg ikke var den eneste.
Til sidst gik det ind mod Vejle og slutningen. Det var rart og der kom lidt mere fart på. Endelig kunne jeg se en slutning på strabadserne.

Jeg brugte i alt 6t 15m på 140km. Det langsomste jeg nogensinde har kørt, men pyt jeg gennemførte, og det er jeg stolt af.

Efter løbet var der mad og musik inde i hallen, hvor vi samledes med de andre fra klubben, og fik snakket en masse om turen.
Selvom det var mega hårdt, og jeg var total udkørt. Så er det bestemt et løb, jeg vil med til igen. Både fordi der er et par bakker, der skal overvindes og fordi det var så gennemført godt.

Jeg har bagefter snakket med nogen omkring gearingen på cyklen. Som jo klart også har noget at sige, når man skal bestige sådanne bakker. Og min var bestemt ikke optimal, hvilket bestemt heller ikke gjorde den nemmere for mig. Jeg har pt en 50/34 og 11/26. Det bliver så lavet om til en 12/27, også håber jeg at det hjælper, når jeg skal til Bornholm og køre BornFondo. For der er bakken fra Gudhjem og op også rimelig hidsig.
Men det er jo sådanne ting man lærer undervejs. Man lærer og bliver klogere.

Til næste år så cykler jeg op ad Kiddesvej, samt de andre bakker, jeg måtte gå op ad i år.

Næste weekend står den på Kvindecykelløbet på Møn. 

Der skulle min krop gerne samarbejde igen. Så (næsten) ingen cykling hele ugen, afslapning og masser af mad. Så kroppen kan hele og blive frisk igen.